
Sang er en gave vi kan give til vores børn
Hvis I som forældre har sunget for jeres børn fra de var helt små, ved I allerede, at børnene er fuldkommen ligeglade med, om I har teknikken i orden og fod på fraseringerne. Det er alt muligt andet der er på færde, når det lille barn insisterer på at I synger Mariehønen Evigglad for femte gang i træk, eller når det er utænkeligt at lægge sig til at sove uden at have sunget Bjørnen Bjørns godnatsang.
Det er nærværet, trygheden i det genkendelige, succesoplevelserne når rimene og rytmerne er en genvej til at mestre sproget. Og hundredevis af andre facetter, der tilsammen gør sang til noget, som næsten alle små børn reagerer på med glæde og nysgerrighed.
Med Sangglad går hundrede institutioner over hele landet med i den mest omfattende indsats, der hidtil er gjort for sang på daginstitutionsområdet. Måske er dit barns institution en af dem. Eller måske kunne du tænke dig at vælge en Sangglad institution til dit barn, når det skal skrives op til plads.
Vi opdaterer en liste med deltagende institutioner, efterhånden som de træder ind i projektet. Og her på siden deler vi inspiration og materiale med jer, der har lyst til at synge (mere) med jeres børn derhjemme.